Hundefløjte til indkald - hvorfor?

Hundefløjte til indkald - hvorfor?

Betina Truelsen Lund1 Kommentar

En hundefløjte er virkelig et effektivt redskab til et stabilt og sikker indkald. Det er et klart og tydeligt signal til hunden om at den skal komme, og er dit fløjtesignal godt nok indlært, vil det være et super effektivt til indkald af din hund, selv på lange afstande.

Hvis fløjten i indlæringen er forbundet med noget din hund ser som stor værdi, så vil den automatisk forbinde dit fløjteindkald med noget positivt. Det vil resultere i at din hund ikke bruger mange tanker på om den nu også skal komme, men nærmere reagere pr refleks, og straks skynder sig tilbage til dig. Det er ren hjernevask af den positive slags. 

Større frihed til din hund

Hvis fløjten er godt betinget, vil din hunde reagere per refleks, og du kan kalde den ind selv fra uønsket adfærd, som jagt og opsøgning af uønsket ting (feks andre hunde og mennesker). Det betyder at du kan give din hund større frihed ved at kunne løbe løs på tilladte områder, og du stadig ved at du altid kan kalde (fløjte) den ind. 

Tydelig signal uden det er påvirket af dit humør

Hundefløjten lyder altid ens, hvorimod vores stemme er påvirket af vores humør. Din hund kan høre på din stemme om du er bange, sur, irriteret, ked af det eller glade. Er du feks. irriteret fordi din hund skal til at gøre noget du ikke vil have (løbe over til en anden hund eller lign). Så vil din hund kunne aflæse det i din stemme, og der er ingen grund til at risikere, at dit indkald nogensinde bliver forbundet med andet en positivitet for din hund. 

Indkald med hundefløjten, kan være mere pålidelig end et verbalt indkald

Jeg oplever at indkald med fløjte er mere pålideligt end et verbalt indkald. Dette forudsætter naturligvis at det er ordentlig og godt indlært. Et verbalt indkald kan dog sagtens være lige så stabilt, hvis du træner dette lige så godt. Og det er ofte her jeg oplever forskellen ligger. Vores verbale indkald bliver ofte lidt flydende, fordi vi mange gange bruger hundens navn til indkald. Men vi går meget af dagen og siger vores hunds navn, og derfor bliver det lidt udvisket som indkald. Bruger vi andre kommandoer, som kom, her og lign. så er det også ord vi siger mange gange om dagen. Så skal du have et lige så stabilt verbalt indkald, så kan det være en god ide at tænke over hvilke du bruger. 

Et lille sjovt eksempel.

Jeg brugte i sin tid, kom som indkaldsord. Men kom sagde jeg også i en del andre situationer. Feks. når de skulle i bilen ....kom. Eller når de skulle ind udefra .... kom. Når de skulle ind i brusekabinen og vaskes, osv. Det blev til en del kom, kom, kom i løbet af dagen. Generelt var jeg ikke særlig "trofast" med mit indkaldsord, og brugte lige så tit deres navne. Mickey min ene flatcoated retriever var dog altid meget dygtig til at komme på indkald, uanset hvad jeg kaldte, så det var ikke noget jeg tænkte så meget over.

Lige indtil vi en dag gik ude på vores egne marker, og Mickey fik forskrækket en hare, der havde lagt og gemt sig i det høje græs. Den sprang op lige foran næsen på ham og spurtede af sted, og Mickey satte efter i fuld firspring.

Jeg kalder med det samme 'Mickey' 'Mickey' og lidt mere panikagtig ...'Mickey'. Men han var alt for optaget af haren, og jeg når at gå lidt i panik og tænke shit shit. Men fløjter så så højt jeg kan (og det er ikke et særlig højt fløjt jeg kan præstere, kan jeg godt afsløre), det er nok til at Mickey bremser og vender sig om, og jeg råber 'kom' og han kommer så heldigvis (dygtig dreng). Det hele sker meget hurtigt, og han når ikke at løbe mere end omkring 300 meter ud over markerne. Men det var nok til at minde mig om at vi hellere måtte få trænet på et mere "rent" indkaldsignal. Et signal jeg ikke gik og brugte hele tiden (.... og så glemme at bruge når det gælder).

Det skal være et signal som kun bruges når man kalder på hunden. Et signal der betyder, vend promte om og løb i fuld fart hjem til mig. Og det er en hundefløjte bare enormt god til. 

Opbygges godt og fornuftigt

Det kræver rigtig meget (og pålidelig) træning at få et helt stabilt indkald med hundefløjte. Og du skal aldrig (i indlærings fasen) bruge den, hvis ikke du er 100 % sikker på at hunden kommer. Ved indkaldstræning er der kun 2 resultater, fiasko eller succes, og ikke noget i mellem. Enten kommer hunden, og det er succes. Eller også kommer hunden ikke, og det er fiasko, og du er i gang med at ødelægger pålideligheden at dit fløjte indkald. 

Jeg kommer gerne med et nyt indlæg omkring, hvordan du indlære at betinge fløjten med noget positivt. Hvis der er ønsker til dette. 

Husk også det verbale indkald

Indkald med fløjte, udelukker dog ikke at du også skal have lært din hund et verbalt indkaldsignal, i tilfælde af at du ikke har din fløjte med. Så lær også din hund et stabilt indkald med et verbalt indkaldsord, hvis ikke du allerede har gjort det. Men træn det hver for sig. 

Hvilken hundefløjte anbefaler jeg

Jeg er selv rigtig glad for at bruge Acme fløjte (model 211.5). Det er en rigtig god hundefløjte der fås i 2 toner, 210.5 og 211.5 og så fås de i en helt masse skønne farver. Du kan se begge modeller og alle farver her. Det er en smagssag om man er til model 210.5 eller 211.5. Jeg bruger selv 211.5 da jeg syntes den er mest tydelig (og høj). Og det virker godt rent psykologisk på mig, da jeg så ved at han altid kan høre den uanset om det blæser en halv pelikan, og jeg står og fløjter i modvind. 

 

1 Kommentar

Mads
Mads
Hej Betina Tak for du deler din viden og tanker Du skriver i indlægget flg.: “Jeg kommer gerne med et nyt indlæg omkring, hvordan du indlære at betinge fløjten med noget positivt. Hvis der er ønsker til dette. " Har du evt. allerede skrevet et indlæg om emnet? Med venlig hilsen

Skriv din kommentar til blogindlægget

* Alle kommentarer skal godkendes af mig først, inden de kan ses under opslaget.